Belagte ledninger

Coatede ledninger af clapton, smeltet eller anden type, uanset navnet på dem, har en ubestridelig fordel i dampen, men også nogle ulemper. Hvordan er de lavet, og hvad er de mest brugte materialer til denne øvelse.

Hvad består dette af

Princippet er enkelt, tag blot et par centimeter af en modstandstråd og pak den ind med en anden finere ledning ved hjælp af en boremaskine for at opnå det mest ensartede resultat som muligt.

Der er også forskellige enheder, der er mere egnede til denne type praksis for at forenkle håndteringen.

En sådan enhed er Daedalus.

Dette sæt består af en vægtet krop, der fungerer med to batterier i formatet 18650. Det er udstyret med en meget passende borepatron i lille format. Vær forsigtig, fordi kæberne, der klemmer modstanden, er forbundet med en fjeder, der er meget nem at hænge, ​​når man vil fikse sin ledning, som det skete for mig.

Det er dog meget muligt at reparere, selvom patronen ikke er aftagelig. Ellers er der den samme chuck jig i byggemarkeder, selvom den skal modificeres lidt for at tilpasse den.

Hovedboksen, hvorpå en første ende af ledningen er fastgjort, er vægtet og tillader rotation i begge retninger med en hastighedsregulator.

Den anden ende af ledningen vil blive fastgjort til en skruestik ved hjælp af en eller to svirvler. Denne ledning vil være rygraden i den såkaldte Clapton.

Et andet element er tilvejebragt, men det er ikke vigtigt, det afhænger hovedsageligt af diameteren af ​​tråden, som vil belægge den første. Det er en meget let plade, der bevæger sig af sig selv, efterhånden som belægningen bygges, og som understøtter rullen under fremstillingen af ​​værket.

Men denne plade er ubrugelig, når "rammen" er for bred, eller hvis belægningens ledning overstiger en vis diameter. Dette vil derfor ske ved at fastholde omviklingstråden vinkelret på rammetråden.

[s3bubbleVideoSingleJs bucket=”levapelier-videosduteam” track=”sylvie.i/clapton.mp4″ aspect=”16:9″ autoplay=”false” download=”false” cloudfront=”” disable_skip=”false” /]

Hvad er meningen med at belægge en resistiv ledning?

Den største fordel ved belægningen er at kunne håndtere maksimalt med væske til at "assistere" kapillæren og derfor tilbyde bedre smag og tættere dampe. Men pas på, denne fordel kan kun være effektiv i det omfang arbejdet er regelmæssigt og veludført. Jo mere din belægning er perfekt, jo mere vil resultatet føles positivt.

Risikoen for et dårligt udført arbejde kan føre til såkaldte "hot spots". Det er en del af spolen, som er svækket og derfor opvarmes mere end resten og opvarmer kapillæren kraftigere, hvilket giver en ubehagelig brændt smag (tørt slag), når først modstanden er fremkaldt.

Den anden interesse er æstetisk. Spoleporno er kunsten at kombinere og afbalancere flere tråde, bearbejdet eller ej med forskellige diametre eller former, for at opnå et spektakulært visuelt resultat.

Ideelt set, når æstetikken er perfekt, kombinerer den dette aspekt af kapillaritet for at tilbyde et godt resultat, som er et kompromis mellem vape og æstetik.

Besværlighederne 

• Ved at øge mængden af ​​materiale (antallet af resistive ledninger) sænkes modstandsværdien af ​​den producerede modstand, som meget ofte er i sub-ohm.
• For at opnå rimelige modstandsværdier har de forskellige typer ledninger en meget fin diameter.
• De coatede ledninger, på grund af deres lavere modstandsværdi end en konventionel spole og deres evne til at opsuge væske, bruges med høj effekt og forbruger meget mere e-væske.
• Alle modstandstråde kan ikke bruges, især nikkel, som har en meget lav værdi pr. meter, og samlingen af ​​disse nikkeltråde gør det ikke muligt at opnå en pålidelig modstandsværdi, fordi den risikerer at være alt for lav til at blive taget i betragtning af en boks. Derudover er denne tråd for skrøbelig til at blive bearbejdet effektivt.

Nedenfor er korrespondancetabellen for målerne med diameteren af ​​ledningerne

De vigtigste resistive ledninger, der bruges til indkapsling

Generelt er de anvendte resistive trådmaterialer: kanthal, nichrom og rustfrit stål (SS316L).

• Kanthal er det materiale, der har den højeste modstandsværdi pr. meter for i sidste ende at holde rimelige og stabile modstandsværdier. Dette materiale er også det mest stive, og ophobningen af ​​tråd kan gøre dannelsen af ​​spolen vanskeligere end normalt.
• Rustfrit stål (SS316L) er et ret fleksibelt materiale, men dets modstandsværdi er meget lavere end kanthals, hvilket giver den endelige modstand en ret lav resistivitet. Dette materiale tilbyder dog ved første opvarmning et ret stort farvepanel afhængig af temperaturen, hvilket gør samlingen meget farverig og mere æstetisk, men dette er flygtigt. SS316L er et fleksibelt og elastisk materiale, hvilket gør balancen i svingene sværere at klare for at opnå en ensartet og perfekt spole.

• Nichrome er det mest brugte materiale til spoleporno, fordi det har den tætteste modstandsværdi i forhold til Kanthal med en materialefleksibilitet, der minder om rustfrit stål. Det er en balance mellem de to materialer, men det er også en legering, der består af nikkel (stort set) og krom. Således er dannelsen af ​​modstanden mere formbar, og den første opvarmning af spolen giver en blålig farve.

Afhængig af det ønskede resultat er det også muligt at blande de forskellige materialer. Jeg indrømmer at have en svaghed for farvede samlinger og til det bruger jeg ofte rustfrit stål, men for at holde en rimelig modstandsevne sætter jeg nogle gange en kanthalramme med en SS316L belægning. Som en generel regel skal temperaturreguleringstilstanden på denne type samling undgås.

Her er nogle montager lavet med forskellige belægninger

God konstruktion og god vape

Sylvie.I