Til disse Special Edition Expressos til sommeren 2021 har vi besluttet at forkæle os selv med vores egne ansigter!

Det er således Vapeliers Team, der giver grillen videre. Du vil således bedre kende holdet af barjots, som forsikrer dig om mindst et blad om dagen, hver dag, for at hjælpe dig med dine indkøb.

Vi håber, at du vil have det lige så sjovt at se disse videoer, som vi grinede, mens vi filmede dem!

God sommer alle sammen!!!

PAPAGALLO: Fra arkaisme til papagallisme

I tidernes begyndelse var der kaos, jordskælvet, stormen. Så kom blomsternes, drømmenes, menneskehedens tid. Det var i denne periode (ikke daterbar i vores historie), at Papagallo kom til verden i undergrunden af ​​den tabte civilisation i Zhardane.

Et sølle lille væsen blev han en stærk mand ved at spise slægterne fra sin tredje linje til venstre. Ikke længere i harmoni med den verden, han blev født i (knyttet til hans glubske appetit), blev han sparket tilbage fra dybet for at leve i det fri på vores planet som blot en dødelig.

Kærlig ude af fase rytmer og udstyret med et mozarisk øre (hans Ouidal appendiks er direkte forbundet med hans naturlige evakueringssystem), besluttede han at tage en musikalsk retning for at finde sin plads i denne verden.

Han begyndte med at destillere nogle gode ideer i ''Phantom''-tilstand til de største nutidige musikere. Efter at have hvisket i øret af:

– Jerry Lee Lewis til at spille klaver med fødderne.

– Jimmy Hendrix for at bygge bro mellem blues og modernisme.

– Janis Joplin skal aldrig vokse.

– Andy Gibb hans ''Roulemoutte'' stil klipning osv.

Et par år senere overtog scenedæmonen Papagallos krop. Hans imponerende fysik (halv bjørn/halvt bæltedyr), hans ret brutale fingerfærdighed samt størrelsen og pølsen på hans 12 fingre (Zhardiansk specificitet) tillod ham ikke at vælge sit yndlingsinstrument: jødens harpe.

Han faldt tilbage på basguitaren og troede, at det ville være nemmere at spille på et instrument med kun 4 strenge. Efter at have været en del af Zhu Zhu Pets (træning af japanske hamstere), blev han roadie for et ungt band i Los Angeles og kørte hardrockbandets bus. Efter en nat med druk besluttede han at tage rattet (på trods af hans 12 gram blod i alkoholen) for at deltage i den næste svenske date for den sataniske kvartet.

Dagen efter kom der ved en stor tilfældighed en plads til at blive frigivet i den californiske gruppe Metallica. Papagallo besluttede at give slip på rattet, som mærkeligt nok var forblevet indlejret i hans mave (historien er uklar om denne detalje), for at prøve lykken. Men deres impresario på det tidspunkt (Mahatma Oliver Charlotte) afviste kategorisk hans kandidatur. Han fandt Papagallos spil for melodisk og ikke nok baseret på smergellærred.

Fast besluttet på at markere sig musikalsk lagde han sine balocher fra sig (zhardianerne bærer altid deres rejsenødvendigheder indeni sig) i gallisk territorium og mere specifikt i Bordeaux. Efter at have ransaget alle vinstokke i regionen for at komme i form og evakueret al den trods, der ulmede i ham (han kan lide at ødelægge ting), blev han ejer af Glad kanin. En café-koncert med speciale i ny-fasisk musik.

Efter optræden af ​​en forbipasserende stjerne stoppede han, som en bretonsk spanier, foran en sang med en profetisk titel: ''Jeg er forelsket i en cigaret''. Da han ikke havde noget perspektiv på værdien af ​​en tekst, besluttede han sig for at dykke med balderne først i kræft slikkepinden. Ved at ryge som en brandmand hostede han lungerne (bogstaveligt talt) op under en aften med hallucinogene svampe i køkkenet i sit beskedne etablissement. Ak, dampene, der kom fra hans åndedrætsredskaber, antændte de stegte kyllinger (som var på menuen den aften), og bygningen brændte ned inden for få minutter.

Politiet forsøgte at få fingrene i ham i lyset af aftenens 342 døde. Mod som helvede og efter at have besluttet at påtage sig sin rolle i denne katastrofe, flygtede han.

Forarget gik han i dvale, lettet af sin halvbjørneside, i omkring tredive år. Han blev vækket af en vis CC, med store slag af en flammekaster i kønsorganerne (den mindst tætte anatomiske zone til at nå hjernens nervøse fibrule i Zhardians), og foreslog ham at gå ind i religion mod cigaretten ved at fremme dampologi. .

Historien vil fortælle os, om det vapologiske økosystem vil være en vinder, men hvad der er sikkert er, at nogle professionelle skuespillere i dette miljø på mystisk vis er forsvundet efter at være blevet inviteret til at spise i hans yndlingsrestaurant: The Fucking Blue Boy.

Kilde: Wikimerdia